Københavns Kommune vil gerne gøre det nemmere for københavnerne at sortere deres affald. Derfor tilbyder kommunen at give tilskud til indkøb af indendørs affaldsbeholdere til ens lejlighed fra slutningen af april 2019.
Det er muligt at få op til kr. 400,00 i tilskud (pr. bolig) til at købe affaldsbeholdere og/eller montering af beholderne. Det kan f.eks. være stativer, affaldsspande, tasker eller sorteringssystemer, som kan gøre det nemmere at sortere affaldet.
Man må selv vælge den type beholder, som passer til ens hjem.
F.eks. er det muligt at få tilskud til et system med fire små affaldsbeholdere til plast, metal, glas og pap, så det bliver nemmere at sortere i hverdagen. Så længe der er tale om beholdere til affaldssortering eller udgifter til installeringen heraf, er det dækket.
Hvordan får man tilskud?
– Man køber de affaldsbeholdere man gerne vil have og beholder kvitteringen
– Ansøg på siden https://kbhsorterer.kk.dk/ om tilskud (refusion).
For at kunne søge skal man have følgende klar:
– Dit NemID til at logge ind
– Et billede af kvitteringen .
Når Københavns Kommune har behandlet ansøgningen, vil man modtage tilskud (refusion) på ens NemKonto.
Ansøgningsfristen er 1. august 2019
Der er mulighed for at lave fælles ansøgning for en hel boligafdeling, men det er vurderet, at det bliver for svært at nå inden for ansøgningsfristen, da der skal foreligge en kvittering på det udførte arbejde. Da beslutningen om valg af affaldsbeholdere først skal være godkendt på et afdelingsmøde, og dernæst skal systemet monteres, hvor beboerne skal varsles med seks uger, er det urealistisk at nå indenfor ansøgningsfristen.